Foredrag om "Den optimale træning af springhesten"

Foredragsholder: Dyrlæge og Phd Rikke Munk fra Højgaard Hestehospital i Morud på Fyn

 

 

Foredraget finder sted på Barthahus den 13. november kl 19.00 til 21.00

 

Foredraget er obligatorisk for Firkløver-rytterne og det er åbent for alle Junior-, Young Rider- og U25-ryttere, som har lyst til at høre dette meget fagligt kompetente foredrag

Der er kun plads til ca. 70 deltagere derfor er tilmelding nødvendig for alle, de åbne pladser bliver fordelt efter først til mølle princippet.

Tilmeld her

 

Nøglen til succes i elitespringsport handler om mere end at kunne ride. Målrettet træning af hesten er også en stor del at det.

 

- Det at kunne finde den rette måde at træne sin hest på

- Det at kunnne opbygge hestens muskulatur

- Det at afstemme hesten formkurve mod specielle stævner

 

Det er blot nogle at de emner som Dyrlæge Rikke Munk vil tage op i løbet af aftenen.

 

Rikke skriver om aftenens emne:

 

Træning for holdbarhed og præstation handler om at ramme netop den træningsmængde og intensitet som den individuelle hest har behov for. Træning for holdbarhed handler om at nedsætte mængden af slidsomme unødvendige og fejlagtige gentagelser, mens træning for præstation også involverer en progressiv træningsintensitet. Vigtig for både holdbarhed og præstation er restitutionsperioden, altså perioden imellem trænings pas.

Formålet med mit PhD studie er at afprøve og udvikle metoder der kan hjælpe os med at teste og overvåge sportshestens fysiske og psykiske form samt at udvikle træningsmetoder som øger præstation og nedsætter risikoen for skader.

Fysisk form kan inddeles i styrke, kondition, udholdenhed og koordination. Alle parametre er vigtige i større eller mindre grad i de forskellige hestesports discipliner.

Jeg vil under foredraget give en introduktion til de parametre som spiller en vigtig rolle for både fysisk og psykisk præstation hos sportshesten og senere komme ind på nogle af de data og resultater mit  PhD studie har bidraget med.

 

Aftenes foredragsholder Rikke Munk skriver om sig selv:

 

Jeg blev dyrlæge fra den Kongelige Veterinær og Landbohøjskole i 1997.

Under studietiden havde jeg flere ophold på udenlandske universiteter, bl.a. Massey University, New Zealand og University of Guelph, Canada. Derudover arbejdede jeg med islandske heste på Island og væddeløbsheste i Zimbabwe og i Australien. 

Efter endt dyrlægeeksamen gik turen til en blandet praksis i Lendum i Nordjylland, inden turen gik til Goulburn Valley Equine Hospital i Australien, hvor jeg gennemførte et internship og udviklede mine kompetencer indenfor medicinske sygdomme og reproduktion, herunder embryo transfer.

Efter endt internship arbejdede jeg en reproduktionssæson som stutteridyrlæge hos Stutteri Viegård i Skals, inden turen atter gik til Australien til endnu en sæson i en stilling som reproduktionsdyrlæge. Efterfølgende gennemførte jeg et ortopædisk internship hos Dyrlæge Svend Kold, Willesley Equine Clinic, Glostershire, England.

I 2001 blev jeg ansat som assistent på Højgård Hestehospital  i en sæsonbegrænset stilling. Jeg brugte derfor vinteren på at oparbejde erfaring indenfor medicinske sygdomme hos heste bl.a. via ophold på New Bolton Center University of Pennsylvania, Auburn University i Alabama og Colorado State University.

Jeg blev medejer af Højgård Hestehospital i 2008 og har igennem årene oparbejdet stor erfaring og kompetence indenfor reproduktion, herunder frysning af sæd og embryo transfer. I 2011 blev jeg fagdyrlæge vedr. sygdomme hos heste, hvor jeg skrev hovedopgave om træning af springheste.

Udenfor reproduktionssæsonen arbejder jeg på min Ph.d. afhandling om træningsfysiologi hos sportsheste.